Pia K.: DF kan pege på socialdemokratisk statsminister

Skrevet af admin

30/10/2013

Dagens topnyheder

I dag bakker Dansk Folkeparti entydigt op om Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, som dansk statsminister.

Men DF's placering i blå blok kan ændre sig i fremtiden, hvis statsminister Helle Thorning-Schmidt udskiftes som formand for Socialdemokraterne.

Det er den opsigtvækkende melding fra Dansk Folkepartis tidligere formand, Pia Kjærsgaard, i hendes nye selvbiografi.

- Min politiske ambition er, at Dansk Folkeparti skal overtage Socialdemokraternes gamle rolle, og den dag, hvor Socialdemokraterne har en fornuftig formand, er det ikke sikkert, at vi peger på en statsminister fra Venstre, fortæller Kjærsgaard i bogen.

Den tidligere DF-formand, som trak sig i sensommeren 2012 efter at have stået i spidsen for partiet siden stiftelsen i 1995, lægger ikke skjul på, at hun ikke har noget godt forhold til Helle Thorning-Schmidt.

- Jeg er så lidt feminist, som man overhovedet kan være, men det må alligevel være lidt træls for den første kvindelige statsminister i Danmark, at hun indskriver sig i historien som den mest uduelige. For det tror jeg, at hun gør, lyder Kjærsgaards skudsmål af Thorning.

Der er anderledes positive toner fra Pia Kjærsgaard omkring beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, der nævnes som en af favoritterne til at afløse Thorning som socialdemokratisk formand, hvis regeringen lider et nederlag ved næste folketingsvalg.

- Der er da politikere i de andre partier, som jeg respekterer, selv om vi ikke er politisk enige. Socialdemokraternes Mette Frederiksen for eksempel. Hun gør det godt, fortæller Kjærsgaard.

Hun beskriver både Mette Frederiksen og fødevareminister Karen Hækkerup (S) som "yderst arbejdsomme" og "autentiske, hvilket er en mangelvare i dansk politik".

- Det kan godt være, at vi ligger langt fra hinanden politisk, men jeg tror sagtens, at vi ville kunne tale sammen og lave politiske aftaler. Det kan man, når man respekterer hinanden, skriver den tidligere DF-formand.

Både Pia Kjærsgaard og den nye DF-formand, Kristian Thulesen Dahl, har gennem lang tid forsøgt at promovere Dansk Folkeparti som et bredt midterparti, men det er første gang, at partiet åbner op for at pege på en socialdemokratisk statsminister.

Pia Kjærsgaards selvbiografi "Fordi jeg var nødt til det", som udkommer på fredag, er skrevet i samarbejde med journalisten Jette Meier Carlsen.

/ritzau/