Pia Kjærsgaard: Husk at værdsætte statsborgerskabet

Skrevet af admin

17/04/2016

Dagens topnyheder

At være dansk statsborger er ikke bare at afgive sit kryds, når der er valg til Folketinget. Det handler også om at tage aktiv del i det danske folkestyre.

Sådan lyder det søndag eftermiddag fra Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, der taler ved Statsborgerskabsdagen på Christiansborg.

Det er den årlige fejring af de personer, der har fået dansk statsborgerskab året før.

Folketinget har inviteret 6241 gæster og forventer cirka 2200 deltagere inklusive ledsagere.

Pia Kjærsgaard håber, at de nye statsborgere husker at sætte pris på deres erhvervede rettigheder.

- Det er - og bør være - en meget stor begivenhed at få dansk statsborgerskab. Det skal værdsættes, siger Pia Kjærsgaard.

Retten til at stemme ved folketingsvalg er kun en del af det at være dansk statsborger. Det handler også om at tage aktiv del i demokratiet i hverdagen, siger Folketingets formand.

- Det at gå ned i Brugsen og købe en liter mælk kan jo nærmest være en demokratisk handling i dette land.

- For selve butikken, Brugsen, den er ejet af de 1,4 millioner personer, som er medlemmer af Coop.

- Og mælken, ja, den stammer ofte fra et andelsmejeri, som mælkebønderne ejer i fællesskab, siger Pia Kjærsgaard.

Ifølge Folketingets formand er der masser af muligheder for at øve indflydelse på det danske samfund - hvad enten man engagerer sig i en beboerforening, en skolebestyrelse eller som tillidsrepræsentant på arbejdspladsen.

- Hvis man ikke gør noget aktivt, kan man heller ikke forvente at blive hørt, siger Pia Kjærsgaard.

- Man kan selvfølgelig også lade være, men så er det de andre, der bestemmer. Og det må man så finde sig i, siger hun.

Ud over formandens tale byder Statsborgerskabsdagen i år på oplæsning af fabler og eventyr ved skuespilleren Ghita Nørby, ligesom bandet Dodo & The Dodos gæster Christiansborg.

De nye statsborgere kan også opleve Folketinget indefra og hilse på repræsentanter fra de politiske partier.

Statsborgerskabsdagen har været afholdt hvert år siden 2006.

/ritzau/