Pia Olsen Dyhr får pris for at lytte til folket

Skrevet af admin

15/06/2014

Dagens topnyheder

Politik er forvandlet til et spincirkus, og vælgerne har ingen tillid til, hvad politikerne siger. Aldrig har politikerleden været så stor som nu.

Sådan har advarslen lydt fra flere politikere på årets folkemøde. Men der er åbenbart undtagelser. For SF's formand, Pia Olsen Dyhr, har på den politiske festival fået en pris for at lytte til folket.

- Pia har en fantastisk evne til at høre, hvad det er, der ligger bag budskaber, der bliver sagt. Fanger, hvad der siges og går ind i en ligeværdig dialog, står der i en af de begrundelser, som folkemøde-deltagere har brugt for at nominere SF-formanden til prisen.

Umiddelbart inden den officielle afslutning på Folkemødet søndag overrakte Dansk Ungdoms Fællesråds formand, Signe Bo, og Dansk Folkeoplysnings Samråds formand, Per Paludan Hansen, prisen til Pia Olsen Dyhr.

Det er anden gang, at en politiker bliver belønnet for at have reelle samtaler med deltagere på Folkemødet. Sidste års prisvinder var Esben Lunde Larsen, medlem af Folketinget for Venstre.

Ud over Per Paludan Hansen og Signe Bo bestod juryen af Winni Grosbøll (S), borgmester i Bornholms Regionskommune, samt Søren Kaster fra Meningsministeriet/Kasters Bureau.

Den tidligere transportminister, der har været SF-formand siden marts, kan se frem til et weekendophold for to, som Stammershalle Badehotel har sponsoreret.

/ritzau/