Piger anmelder mand for voldtægt i Nordjylland

Skrevet af admin

12/09/2015

Dagens topnyheder

To 17-årige piger har anmeldt en mand for voldtægt i en lejlighed i Ranum syd for Løgstør, oplyser Nordjyllands Politi.

Manden, der er 25 år, er blevet anholdt og er blevet undersøgt for spor efter voldtægt. Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør.

Politiet fik anmeldelsen fra pigerne kort efter midnat natten til lørdag.

Pigerne var i en bil kørt til lejligheden sammen med manden og hans kammerat.

Den ene pige har fortalt politiet, at hun blev udsat for fuldbyrdet voldtægt på toilettet, mens den anden pige og kammeraten var ude.

Senere truede manden ifølge pigernes forklaring den anden pige og forsøgte også at voldtage hende.

Herefter besluttede de to 17-årige at anmelde overgrebene til politiet.

Pigerne er blevet undersøgt på sygehuset, hvorefter gerningsmanden blev anholdt og personundersøgt.

Grundlovsforhøret vil finde sted søndag formiddag.

/ritzau/