Pilot efter undvigemanøvre: Flyvelederen blev helt tavs

Skrevet af admin

08/07/2014

Dagens topnyheder

Piloterne på et russisk Boeing 767 tager nu bladet fra munden og taler ud om, hvad der skete i de intense sekunder, da de afbrød deres landing i en lufthavn i Barcelona, fordi en argentinsk Airbus A340 kørte på tværs af landingsbanen.

En video med det russiske og det argentinske fly, der i lørdags var uhyggelig tætte på at kollidere, er lynhurtigt blevet populær på YouTube og har fået over otte millioner klik.

- Da vi nærmede os landingsbanen, hørte vi flyvelederens ordre, der gav det argentinske fly lov til at krydse landingsbanen, efter at vi var landet.

- Argentinerne gentog ordren, som betød, at de havde hørt det og forstået det, siger andenpilot på UTair Boeing 767, Kirill Kusmin, til The Siberian Times.

- Men pludselig og uden nogen klar årsag kørte argentinerne ud på landingsbanen, da flyets højde kom ned under 100 meter, fortsætter Kusmin.

- Flyvelederen blev tydeligvis forvirret. Han blev helt tavs. Vi kunne ikke gøre andet end at flyve en runde mere. Under træningen har vi arbejdet på det her mange gange, siger Kirill Kusmin til The Siberian Times.

Flyets kaptajn, Nikolaj Limarev, fortæller, at han måtte tage en hurtig beslutning om at afbryde landingen, da det argentinske fly rullede ud på landingsbanen. Da det russiske fly landede sikkert på jorden omkring et kvarter senere, fik de en undskyldning af flyvelederen.

- Da vi kørte ind mod lufthavnen, fik vi en undskyldning om situationen fra flyvelederen over radioen, siger han til The Siberian Times.

Limarev advarer om, at hændelsen kunne have fået et langt mere alvorligt udfald, hvis det ikke havde været så klart i vejret, som det var, og de russiske piloter således kunne nå at reagere i tide.

Ifølge det russiske flyselskab UTair er hændelsen ved at blive efterforsket.

/ritzau/