Pilot får betinget fængsel efter polterabend-styrt

Skrevet af admin

11/06/2015

Dagens topnyheder

Venner og øjenvidner så på, da 37-årige Glenn Mensel styrtede i døden på sin polterabend, som blandt andet bestod af en tur i en kunstflyver.

Det foregik tilbage i marts 2012 på Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland, og nu er sagens juridiske efterspil slut.

Vestre Landsret har torsdag idømt piloten en straf på tre måneders betinget fængsel. Retten har fundet piloten skyldig i uagtsomt manddrab, fordi piloten havde lavet luftakrobatiske manøvrer i for lav højde.

Det var en manøvre bestående af et 360 graders rul om flyets egen akse og en efterfølgende brat krængning, der endte fatalt. Ved krængningen ramte flyet nogle træer og styrtede ned.

Sidste år blev piloten dømt i byretten i Sønderborg. Dommen var identisk med den dom, som landsretten nu har afsagt.

Piloten, der selv kom alvorligt til skade i ulykken, ankede dengang byretsdommen med påstand om frifindelse, mens anklagemyndigheden gik efter en endnu hårdere straf til den 46-årige pilot.

Anklagemyndigheden ville have ham dømt for det, der i straffeloven hedder "uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder".

Det er den paragraf, som blandt andet bruges over for sprit- og narkobilister, der dræber i trafikken.

Så alvorlig har hverken by- eller landsret dog bedømt pilotens rolle i flystyrtet. Nok har piloten tilsidesat væsentlige hensyn til flyvesikkerheden, men det er ikke sket på særlig hensynsløs måde, lyder det i landsrettens dom.

/ritzau/