Piloter inviterer Norwegian til nye forhandlinger

Skrevet af admin

07/03/2015

Dagens topnyheder

De strejkende piloter hos Norwegian har inviteret flyselskabets ledelse til nye forhandlinger, efter at parterne tidligt lørdag gik fra hinanden uden at have fundet en løsning efter et maratonmøde.

Det oplyser Hans-Erik Skjæggerud, der er formand for de strejkende piloters fagforening, Parat.

I en pressemeddelelse fortæller han, at ledelsen i Norwegian forsøger sig med en form for "sorteper-spil".

- Vi har modtaget et "tilbud" fra Norwegian klokken 06.22 lørdag med svarfrist klokken 12.00. Vi har svaret på dette, men ønsker reelle forhandlinger.

- Det, vi desværre oplever, er, at Norwegian forsøger at sætte piloterne og Parat i et dårligt lys frem for at forhandle sig frem til gode løsninger, siger Hans-Erik Skjæggerud.

Parat har nu sendt sit eget tilbud til Norwegian og inviterer selskabets ledelse til "reelle forhandlinger" klokken 15 lørdag.

På et pressemøde klokken 13 understreger Norwegians topchef, Bjørn Kjos, flere gange, at "det er en forfærdeligt trist situation", når selskabets passagerer fortsat bliver ramt af konflikten.

- Vi beklager på det stærkeste, at vi ikke nåede til enighed i nattens forhandlinger og beklager på det stærkeste over for alle vores passagerer, siger Bjørn Kjos på pressemødet i Oslos lufthavn.

Topchefen nævner også, at piloternes fagforening har fremlagt en række krav i forhandlingerne, som det har været umuligt for Norwegian at indfri.

/ritzau/