Piloter på malaysisk fly bad ikke om at flyve sammen

Skrevet af admin

16/03/2014

Dagens topnyheder

En malaysisk flykaptajns flysimulator bliver nu undersøgt efter en ransagning af hans hjem. Den 53-årige pilot fløj MH370, der har været forsvundet i over en uge siden det lettede fra Kuala Lumpur.

Malaysias transportminister siger samtidig, at piloten og andenpiloten ikke havde bedt om at flyve sammen på det flyet. Dermed tyder intet på, at de sammen har planlagt at få flyet til at forsvinde.

Dette var noget af det første, som efterforskerne koncentrerede sig om, efter at søgelyset er blevet rettet mod flyets besætning, passagerer og også ansatte i lufthavnen, som det lettede fra.

- Der er stadig enkelte lande, som ikke har svaret på vores anmodninger om at få baggrundsoplysninger om de enkelte passagerer, siger Malaysias politichef, Khalid Abu Bakar.

- Malaysia har bedt en række lande, deriblandt USA, Kina og Frankrig om yderligere satellitdata om flyet, siger talsmænd for politiet, som også oplyser, at der nu er 25 lande involveret i eftersøgningen af flyet, som blev bragt mange hundrede kilometer ud af kurs af nogen om bord.

Politiet begyndte i weekenden at undersøge både kaptajnens og andenpilotens hjem. Det skete efter, at landets premierminister bekræftede, at flyet med overlæg blev styret ud af kurs.

Der er ingen tegn på, at kaptajnen eller hans andenpilot skulle have haft psykiske problemer.

Premierminister Najib Razak sagde lørdag, at efterforskningen nu vil fokusere mere og mere på besætningen og passagererne på flyet MH370, hvis kommunikationssystemer med vilje blev slået fra, inden det drejede væk fra ruten mellem Kuala Lumpur og Beijing.

Fly MH370 fra Malaysia Airlines havde 239 om bord. Omkring to tredjedele af passagererne var kinesere, og det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua har kritiseret myndighederne i Malaysia for at være "smerteligt langsomme" med informationer om efterforskningen.

De sidste satellitsignaler, der viser det forsvundne fly, kom mere end seks en halv time efter, at flyet forsvandt fra den civile radar 8. marts.

/ritzau/Reuters