Pind vil sende udlændinge til fængselsstraf i udlandet

Skrevet af admin

21/04/2016

Mest læste i dag

Rumænske tyvebander eller en somalisk narkohandler skal kunne sendes til udlandet og afsone deres fængselsstraf, efter de er blevet dømt ved en dansk domstol, mener regeringen.

Det skriver Berlingske.

Det skal ske ved at købe sig adgang til pladser i et udenlandsk fængsel eller gennem et samarbejde med en privat aktør, der driver et fængsel i eksempelvis Polen, Rumænien eller Litauen, forklarer justitsminister Søren Pind (V).

I dag udgør udenlandske kriminelle 27 procent af de indsatte i danske fængsler.

- Både respekten og retfærdigheden bliver krænket. Det mener jeg ikke er i orden, og vi bliver simpelthen nødt til at udvide spillepladen, siger Søren Pind til Berlingske.

- Jeg ser en fordel i, at det danske fængselsvæsen i højere grad kan bruge kræfter på mennesker, det er værd at bruge kræfter på.

I første omgang skal tiltaget gælde for udenlandske kriminelle med en udvisningsdom, men på sigt ser Søren Pind gerne, at det i princippet kan omfatte alle udenlandske kriminelle.

- Vi kan sende et signal til tyvebander og andre om, at det med at få et gratis ophold i et dansk fængsel med et tilhørende sæsonarbejde, hvor de ulovligt kan tjene penge, det er slut.

- Samtidig vil vi kunne sige til udvisningsdømte: "Nå, I troede nok, I skulle sidde i et dansk fængsel. Det skal I ikke, I skal sidde et helt andet sted." De tre ting, mener jeg, tilsammen er et Kinderæg, siger justitsministeren.

På Christiansborg møder planerne bred opbakning.

Hos Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og de Konservative er man stærke tilhængere af tanken, og dermed er der sikret politisk flertal, ligesom Socialdemokraterne heller ikke er afvisende.

/ritzau/