Pirlo scorer hattrick i Serie A-kåring af årets bedste

Skrevet af admin

16/12/2014

Dagens topnyheder

Det er ikke meget, Andrea Pirlo har spillet for Juventus i denne sæson, men alligevel har den 34-årige midtbanespiller gjort stort indtryk.

Så stort, at kollegerne i den italienske spillerforening mandag aften kårede ham som årets bedste i Serie A.

Det er en hædersbevisning, som Pirlo ikke er ubekendt med. Det var således tredje år i træk, at han modtog prisen.

- Det er altid en fornøjelse at vinde denne pris, sagde han ifølge nyhedsbureauet AFP ved mandagens gallashow.

Andrea Pirlo har kun spillet syv ligakampe for Juventus i denne sæson, som han først indledte i begyndelsen af oktober efter at have siddet udenfor med en skade i sæsonstarten.

Han har dog allerede forkælet fodboldelskere et par gange i efteråret med sin specialitet, mål sat ind på direkte frispark.

Han scorede sit 26. af slagsen i ligasammenhæng, da han bragte Juventus foran mod Empoli 1. november, og han gentog bedriften i 3-2-sejren over Olympiakos i Champions League-gruppespillet.

Den nu forhenværende Juventus-træner Antonio Conte vandt titlen som årets træner. Han førte Torino-klubben til sit tredje mesterskab i træk, inden han sagde ja til at blive italiensk landstræner.

/ritzau/