Pisa: Etniske elever halter bagefter i matematik

Folkeskolelever med indvandrerbaggrund klarer matematikken betragteligt dårligere end elever uden indvandrerbaggrund. Det viser resultatet af Pisa Etnisk, der blev gennemført i 2012.

Tallene viser, at op mod halvdelen af eleverne med indvandrerbaggrund har utilstrækkelige funktionelle matematikkompetencer, når de forlader grundskolen. For elever uden indvandrerbaggrund er det lidt over 13 procent.

- Det er et stort problem, at så mange elever med anden etnisk baggrund end dansk forlader folkeskolen med så lave kompetencer, siger undervisningsminister Christine Antorini (S) i en pressemeddelelse.

- Det betyder, at de har svært ved at klare sig i uddannelse eller i arbejde efterfølgende, siger ministeren.

Blot to til tre procent af eleverne med indvandrerbaggrund er i gruppen med de dygtigste elever. Af elever uden indvandrerbaggrund hører 11 procent til blandt de dygtigste, viser Pisa Etnisk.

Christine Antorini siger, at regeringen vil tage hånd om børnene allerede i daginstitutionerne og følge op med en målrettet indsats gennem folkeskole og ungdomsuddannelse.

- Med folkeskolereformen vil alle elever få et markant timeløft i blandt andet dansk og matematik, en længere og mere varieret skoledag, lektiehjælp, tydelige læringsmål for alle fag og et stort kompetenceløft af lærerne, siger undervisningsministeren.

Minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold Manu Sareen (R) påpeger, at det er vigtigt at fremme børnenes sproglige og sociale udvikling allerede fra børnene er meget små.

- Samtidig sætter vi også fokus på det ansvar, der ligger hos de nydanske forældre. Når alt kommer til alt, så er opbakning fra mor og far jo helt afgørende, hvis de nydanske børn skal op på niveau med deres danske klassekammerater, siger Manu Sareen.

Pisa Etnisk er tilknyttet Pisa-undersøgelsen fra 2012, hvor man på et ekstra stort antal skoler testede elever med indvandrerbaggrund for at få et mere stabilt datagrundlag.

/ritzau/

 

Dagens Gossip