Polens præsident: Rusland ophidser til en ny kold krig

Skrevet af admin

19/02/2016

Dagens topnyheder

Polens præsident, Andrzej Duda, beskylder Rusland for at ophidse til en ny kold krig gennem landets engagementer i Ukraine og Syrien. Han siger videre, at Polen er parat til at hjælpe Nato i enhver fremtidig indsats i kampen mod jihadistgruppen Islamisk Stat.

I et interview med nyhedsbureauet Reuters svarer Duda igen på de bemærkninger, som den russiske premierminister, Dmitrij Medvedev, fremsatte i sidste uge. Han sagde, at Øst-Vest-relationerne var ved at synke ned i en ny kold krig.

Medvedev tilføjede, at Nato var fjendtligt indstillet og lukket over for Rusland.

- Hvis hr. Medvedev taler om kold krig, så skulle han se på Ruslands handlinger. Så står det klart, hvem der opsøger en ny kold krig, siger Duda, der er knyttet til Polens Lov og Retfærdighedsparti (PiS), i et interview i præsidentpaladset i Warszawa.

- Hvis nogen optræder militært aggressivt i Ukraine og Syrien, og hvis nogen styrker sin militære tilstedeværelse tæt på sine naboer, så har vi et entydigt svar på, hvem der ønsker at indlede en ny kold krig. Det er i hvert fald ikke Polen eller Nato, understreger Duda.

Vestmagterne hævder, at satellitbilleder, videoer og andre beviser viser, at Rusland leverer våben til regeringsmodstandere i Ukraine efter Ruslands annektering af Krimhalvøen i 2014. Rusland afviser beskyldningerne.

I en længere periode har polakkerne været blandt de hårdeste kritikere af Ruslands optræden. PiS er i særdeleshed meget skeptisk.

Polen ønsker et topmøde i Warszawa i år med henblik på at styrke Natos tilstedeværelse i Central- og Østeuropa ved at udstationere styrker og materiel på polsk jord.

Duda gentager Polens ambitioner om at have en stærk Nato-repræsentation på polsk jord. Det ønskes vedtaget på militæralliancens topmøde i juli. Det vil være ensbetydende med en permanent tilstedeværelse og rokering af styrker.

Nogle Nato-allierede er en smule tilbageholdende ud fra økonomiske betragtninger og en yderligere forværring af forholdet til Moskva, hvilket kan blive konsekvensen.

/ritzau/Reuters