Polens præsident: Russisk gas ødelægger solidaritet i EU

Skrevet af admin

18/01/2016

Mest læste i dag

Polens præsident, Andrzej Duda, siger til Reuters, at planerne om at anlægge en gasrørledning, der kan pumpe russisk gas til Tyskland uden om Ukraine, er dikteret af politik snarere end af økonomi, og at projektet er undergravende for solidariteten mellem EU-landene.

- Vi er uenige med hensyn til denne investering. Det har ikke noget at gøre med økonomi, siger Duda, som kalder den planlagte rørledning for "en investering af en politisk natur."

Duda, der mandag holdt et kort pressemøde i Bruxelles sammen med EU's præsident, Donald Tusk, har opbakning til sin kritik fra blandt andre østeuropæiske ledere - og også Tusk deler hans synspunkter.

Planerne for udvidelse af en stor russisk gasledning til Europa blev et uhyre følsomt emne, da EU-landenes 28 stats- og regeringschefer var samlet til topmøde i Bruxelles en uge før jul.

Gasrørledningen Nord Stream 2, som skal gå fra Rusland via Østersøen og syd om Bornholm til Tyskland, møder stor modstand i Østeuropa, hvor landene vil miste transitindtægter. Især Ukraine vil tabe stort på projektet.

Gasprojektet stemmer derfor dårligt med EU's støtte til Ukraine. Ukrainerne vil tabe milliarder af kroner, hvis gassen i fremtiden føres uden om den tidligere sovjetrepublik. Desuden vil russiske Gazprom komme til at sidde på 60 procent af markedet i Tyskland.

Meningen med den europæiske energiunion er blandt andet at begrænse afhængigheden af russisk gas, og det er et af de argumenter, som modstanderne af Nord Stream har fremført.

Efter topmødet i december sagde Tusk, at projektet strider mod målet i EU's energiunion, der skal sikre billig, stabil og bæredygtig energi til Europa.

Energiunionen, som også skal mindske afhængigheden af en enkelt leverandør af eksempelvis gas, vil etablere et indre energimarked med vægt på vedvarende energi, forskning og udvikling.

/ritzau/Reuters