Politi anvender gummikugler i Hongkong

Skrevet af admin

02/10/2014

Dagens topnyheder

Titusindevis af demonstranter fortsatte sent torsdag deres protester i Hongkong, hvor politiet optrapper magtanvendelsen over for demonstranterne med tåregas og gummikugler.

Et stort antal aktiviser har med en omfattende "sit-in" aktion tvunget myndighederne til at lukke centrale dele af den sydkinesiske by. Aktivisterne sidder blandt andet foran parlamentet. De har givet Hongkongs øverste leder, Leung Chun-Ying, en tidsfrist frem til fredag til at træde tilbage.

En ledende politimand fra Hongkongs politistyrke, Steve Hui, siger, at politiet vil gribe ind i henhold til loven, hvis demonstranterne trænger ind i regeringsbygninger.

Samtidig har det kommunistiske styre i Beijing udsendt nye støtteerklæringer til styret i Hongkong uden den mindste antydning af, at det vil komme demonstranterne i møde.

Beijing støtter uforbeholdent den regionale ledelse omkring Chun-Ying, og frustrationerne blandt demonstranterne tager til.

- Demonstranterne kræver mere demokrati, men volden i sig selv har også fået flere til at gå på gaden, siger en studerende, Anne, som ikke ønsker at oplyse sit efternavn.

Hundredtusinder har demonstreret i de seneste uger. Initiativtagerne var i første omgang bevægelsen Occupy Central, der kræver et fuldstændigt demokratisk valg af Hongkongs nye ledere i 2017 - uden at kandidaterne bliver "forhåndsgodkendt" af de kommunistiske ledere i Beijing.

Demonstranterne siger, at de ikke kræver selvstændighed for Hongkong, ligesom de ikke kæmper for kommunistpartiets fald.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, siger, at han har store forhåbninger om, at myndighederne i Hongkong vil udvise tilbageholdenhed og respekt, så demonstranterne kan udtrykke deres meninger.

- Den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, har gjort det klart, at Hongkong er "et internt anliggende for Kina."

/ritzau/Reuters