En Google Street View-bruger fik sig noget af et chok, da han tog sig en virtuel tur hen ad Giles Street i den skotske hovedstad Edinburgh.
Midt i et kryds ‘gik’ han nemlig forbi en mand, der med en økse i hånden stod og så ned på en tilsyneladende livløs krop.
Det skriver Metro.co.uk.
Efter det chokerende cyber-fund ringede Google Street View-brugeren til politiet, så de kunne se nærmere på, om der rent faktisk var tale om et øksemord, der var blevet foreviget af Google.
Men det viste sig, at de to mænd på billedet var mekanikere, der havde lavet en spøg med Googles kamera-bil, da den passerede gaden.
56-årige Dan Thomson og 31-årige Gary Kerr var i det humoristiske hjørne den dag.
- Jeg genkendte Google-bilen på kameraet, da den kom gennem gaden. Vi tænkte, at vi var nødt til at lave lidt sjov i gaden, siger Dan Thomson ifølge Metro.co.uk.
Derfor besluttede de to mekanikere at iscenesætte et mord på åben gade, da bilen kørte forbi dem.
- Det er ikke en chance, man får særlig ofte, så Gary greb en økse, og så løb vi ud på gaden, fortæller Dan Thomson.
De to mekanikeres lille øksestunt fandt sted sidste sommer, men da der gik flere måneder, før billederne kom online på Google, glemte de det helt igen. Indtil for nylig, hvor nogle af Dan Thomson familiemedlemmer havde spottet scenen på Google Street View. Og da politiet bankede på hans dør, gik alvoren af det falske mord rigtigt op for ham.
Se flere billeder af det falske øksemord her: