Politi efterforsker spionage under Iran-atomsnak

Skrevet af admin

11/06/2015

Dagens topnyheder

Schweiziske og østrigske myndigheder efterforsker en påstand om spionage på hoteller i Geneve, hvor seks store lande forhandler med Iran om landets atomprogram.

Det rapporterer den schweiziske kanal RTS ifølge det franske nyhedsbureau AFP, som har fået bekræftet historien hos statsanklageren.

Efterforskningen blev lanceret 6. maj, og der er blandt andet foretaget en razzia, hvor seks computere er beslaglagt.

Over for det franske nyhedsbureau nævner anklageren dog ikke hoteller i FN-byen.

Politiet er gået ind i sagen på en mistanke om, "at efterretningstjenester ulovligt opererer i Schweiz".

- Målet med razziaen er på den ene side at samle beviser og på den anden at få bekræftet, om computersystemer er blevet inficeret af malware, skriver statsanklageren i en e-mail til AFP.

Sagen dukker op blot 20 dage før en frist for en aftale mellem Iran på den ene side og på den anden de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd og Tyskland, kaldet P5+1.

Det har længe været opfattelsen, at fristen bliver overskredet, hvis man overhovedet kan nå at implementere og udmønte den politiske aftale, man indgik tidligere på året.

Den iranske delegation har dog torsdag sagt, at en underskrevet aftale kan være på plads i tide.

De seks store lande vil med en aftale have sikkerhed for, at Iran ikke udvikler atomvåben. Iran afviser, at landet nogensinde har haft planer om den slags.

/ritzau/AFP