Politi frygter at kvinde har været ude for forbrydelse

Skrevet af admin

25/10/2013

Dagens topnyheder

Københavns Vestegns Politi efterlyser nu en 45-årig kvinde, som man frygter har været udsat for en forbrydelse.

- Hun skulle hente sin niårige datter i SFO'en i dag (torsdag, red), men hun dukkede ikke op, siger lederen af afdelingen for personfarlig kriminalitet hos Københavns Vestegns Politi, vicepolitiinspektør Charlotte Skovby til Ritzau.

- Og det bekymrer os, for hun overholder normalt alle aftaler eller sørger for at melde afbud, fortsætter hun.

LÆS OGSÅ: Intet lig: Politiet anholder mand for drab på Karin

Karin Barfod bor i Ballerup, hvor hun arbejder på bibliotekets café mandag, onsdag og fredag. Tirsdag og torsdag henter hun datteren, der bor hos hendes eks-mand, i SFO'en og er sammen med hende i nogle timer.

Men onsdag dukkede hun ikke op på arbejde, og torsdag hentede hun ikke datteren.

- Det sidste livstegn vi har fra hende er, at hun talte i telefon i Roskilde tirsdag aften, siger Charlotte Skovby.

Karin Barfod beskrives som lidt naiv og godtroende. Politiet frygter, at hun kan være gået med nogle "forkerte" mennesker.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og information

- Der er også andre omstændigheder, der gør at vi frygter, at hun har været udsat for en forbrydelse, forklarer vicepolitiinspektøren, som dog ikke kan komme ind på hvilke omstændigheder det er.

Det var Karin Barfods eks-mand og en af hendes veninder, der gik til politiet, som har været i hendes lejlighed i Ballerup.

- Der ser pænt ud, og der er ikke umiddelbart tegn på, at der skulle være sket noget dér, fortæller Charlotte Skovby.

Karin Barfod er halvt spanier, 156 cm høj og buttet. Hun har halvlangt mørkt hår og var iført cowboybukser og en jakke. Desuden går hun med en sort stoftaske i en strop tværs over brystet.

/ritzau/