Politi: Søn har dræbt sin mor i Høje Gladsaxe

Skrevet af admin

16/04/2014

Dagens topnyheder

En kvinde er onsdag eftermiddag blevet dræbt i en lejlighed i Høje Gladsaxe i Søborg, oplyser politiet.

Tilsyneladende var det kvindens voksne søn, der overfaldt hende med en kniv.

Flere børn i familien overværede, at sønnen angreb moren.

- Der var en del børn til stede i lejligheden, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby fra Københavns Vestegns Politi.

Familiemedlemmerne er onsdag til afhøring om, hvad der skete. Sidst på dagen har vicepolitiinspektøren ikke noget bud på motivet.

Det var lidt efter klokken 15, at politiet fik melding om voldsomme husspektakler i lejligheden.

Da patruljen kom frem, stod det klart, at kvinden var blevet stukket med kniv.

Trods flere redningsforsøg lykkedes det ikke at redde hendes liv. Kvinden, der blev 42 år, blev erklæret død klokken 15.39.

Sønnen, der er 20 år, løb væk fra stedet efter forbrydelsen, og politiet leder derfor efter ham.

I en pressemeddelelse appellerer politiet til den flygtede søn om at melde sig selv.

- Jeg opfordrer hendes 20-årige søn til selv at henvende sig til os, udtaler vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.

/ritzau/