Politiet advarer mod tiggere på motorvejen

admin

|

23/03/2014

Dagens topnyheder

Østjyllands Politi advarer mod sigøjnere, der på en meget nærgående måde forsøger at standse bilister på til- og frakørsler fra motorvejen for at få penge.

I weekendens løb har politiet modtaget 15-20 anmeldelser fra folk, der er blevet kontaktet på afkørsler ved Aarhus, Randers og på Djursland, oplyser vagtchef Per Bennekov, Østjyllands Politi.

- Nogle tigger penge til brændstof og siger, at de er kørt i stå på vej til sygehuset med et sygt familiemedlem, andre vil sælge guldsmykker, siger Per Bennekov.

Den seneste anmeldelse var søndag eftermiddag kommet fra området omkring Hornslet nord for Aarhus.

Politiet opfordrer bilisterne til at lade være med at standse.

- De er meget nærgående, og i stedet for at udsætte sig for det, opfordrer vi folk til blot at køre videre, siger Per Bennekov.

Bilisterne må gerne orientere politiet, hvis de oplever "sigøjnere" på motorvejen. Men trods de mange anmeldelser er det ikke lykkedes politiet at finde frem til nogen.

- Vi ved ikke, hvem de er, og hvor de kommer fra, for når vi får en anmeldelse, er de væk, inden vi når frem, siger Per Bennekov.

/ritzau/