Politiet efterlyser flygtet fange uden overtænder: Du skal ikke forsøge at stoppe ham

Skrevet af admin

23/04/2015

Dagens topnyheder

Politiet offentliggjorde torsdag et billede og navnet på den 47-årig fange, der i weekenden flygtede fra Retspsykiatrisk Afdeling i Aalborg.

Det drejer sig om Dennis Thomasen, oplyser Nordjyllands Politi.

Efter offentliggørelsen fik politiet flere henvendelser om, at manden torsdag var set i Hobro, men det lykkedes ikke at finde ham.

Den flygtede mand er varetægtsfængslet i en trusselsag.

Politiet betegner ham som "udadreagerende". Ser man ham, skal man derfor kontakte politiet og ikke forsøge selv at rette henvendelse til manden.

- Jeg vil betegne ham som farlig, har vagtchef Per Vagn Nielsen, Nordjyllands Politi, tidligere sagt.

Manden beskrives som 47 år, 180-185 cm høj, kraftig bygget, karseklippet gråligt hår, ingen tænder i overmunden.

På dagen for flugten bar han camouflagemønstret jakke, lyse cowboybukser og sort-hvide kondisko.

Flugten skete lørdag omkring klokken 13.30 under en gårdtur, hvor Dennis Thomasen fik en "hestesko" af en medpatient og havde held til at slippe væk over den fire meter høje mur, der omgiver Psykiatrisk Sygehus på Mølleparkvej.

Siden har politiet ledt efter ham på alle de adresser i Nordjylland, hvor han kunne tænkes at være søgt hen.

Efter offentliggørelsen af oplysningerne om manden fik politiet uafhængigt af hinanden to-tre henvendelser om, at han var set i Hobro torsdag midt på eftermiddagen, oplyser vagtchef Henrik Bech, Nordjyllands Politi.

Der blev sendt politipatruljer til stedet, men det lykkedes ikke at opspore manden.

/ritzau/