Politiet efterlyser vidner til røveri af pengetransport

admin

10 år siden

|

08/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fyns Politi jagter to mænd, som 16. december begik røveri mod en pengetransport ved Danske Bank i Rosengårdcentret i Odense, efter at en formodet flugtbil er fundet udbrændt.

Politiet efterlyser derfor vidner, der har set gerningsmændene med en sølvgrå bil af mærket Nissan, der blev fundet totalt udbrændt på en parkeringsplads ved Marienlystcentret i Odense.

- Til trods for, at køretøjet er udbrændt, er det lykkedes at identificere det første af registreringsnummeret som XM, skriver vicepolitikommissær Carsten Arentoft Andersen i en pressemeddelelse.

- Dette er identisk med observation fra et vidne, som så gerningsmændene springe af en motorcykel på Tagtækkervej i Odense og fortsætte i køretøjet.

Det udbrændte køretøj er stjålet fra en virksomhed i Kolding 18. november.

Da pengetransporten kom frem til banken 16. december, blev de ansatte holdt op af to pistolbevæbnede og maskerede mænd og tvunget til at udlevere pengene.

Vicepolitikommissæren betegnede dengang røveriet som "ret voldsomt".

- At blive truet med en pistol af to ret aggressive mænd var for de to ansatte i pengetransportfirmaet en chokerende oplevelse, også selv om de ikke led nogen fysisk overlast, udtalte han.

Efter røveriet stak mændene af på en motorcykel. Den blev kort efter fundet på Tagtækkervej, hvor den var efterladt med motoren i gang. Røverne fortsatte derefter flugten i en bil, formentlig den nu udbrændte Nissan Pathfinder.

De to røvere beskrives som 170-180 cm høje. De var iklædt mørkt tøj og havde muligvis sikkerhedssko på, og de talte med udenlandsk accent.

/ritzau/