Politiet efterlyser voldsmanden - Hvem er han?

Skrevet af Jens Simonsen

12/09/2014

Mest læste i dag

Den 27. august blev en togkontrollør udsat for et groft overfald på Oksbøl station ved Varde.

Den efterlyste mand steg på toget i Billum i retning mod Nørre Nebel, hvor han fulgtes med en kvinde. De to personer havde imidlertid ikke købt billet, så de blev sat af i Hesselmed, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelse.

De to personer var øjensynligt langt fra tilfreds med at blive smidt af toget, så manden spyttede på kontrolløren og kastede sten på toget.

Da toget senere kom retur mod Varde, steg manden og kvinden på toget i Oksbøl, men igen bad kontrolløren parret om at forlade toget. Manden reagerede ved at skubbe til kontrolløren, og der opstod tumult, hvor kontrolløren blev tildelt adskillige knytnæveslag i ansigtet. Da kontrolløren faldt til jorden, blev han sparket flere gange af gerningsmanden.

Efter overfaldet har politiet opfordret manden til at melde sig selv, ellers ville de offentliggøre overvågningsfotos fra overfaldet. Manden har ikke taget imod opfordringen, så nu er billederne fra overfaldet blev offentliggjort.

Politiet beskriver gerningsmanden som:

·  Dansk

·  20-25 år

·  Ca. 190 cm høj og slank af bygning

·  Mørkt kort hår

·  Iført brunlige camouflagebukser og mørk trøje

·  Bar runde solbriller

Hvis du har oplysninger i sagen, så kontakt Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 1-1-4 og bed om lokalpolitiet i Varde.