Hvem dræbte 71-årige Lone Søndergaard i hendes hjem i Lyngby den 31. oktober sidste år?
Det spørgsmål giver fortsat hovedbrud i drabsafdelingen ved Nordsjællands Politi, som arbejder på at opklare drabet.
- Jeg ville ønske, at jeg kunne svare på det, men som det ser ud, så har vi ikke meget at gå efter, fortæller politikommissær Henning Svendsen til Ritzau.
Lone Søndergaard tilkaldte hjælp via en alarm, som gik til den kommunale hjemmepleje. Kommunens medarbejdere forsøgte at ringe kvinden op, men hun svarede ikke.
På Lone Søndergaards adresse på Boulevarden i Lyngby fandt en hjemmehjælper efterfølgende den 71-årige kvinde død i lejlighedens entré. Det viste sig, at hun var blevet knivdræbt.
- Opgangen ligger ud til et område, hvor der ikke passerer ret mange mennesker forbi, så vi har ikke modtaget nogen henvendelser, som vi kan gå videre med, fortæller Henning Svendsen om det uopklarede drab.
Politiets teknikere er ofte dygtige til at finde selv de mindste spor fra en gerningsmand. Det kan være fingeraftryk eller biologiske spor såsom spyt, blod eller hår, der han bruges til at skabe en dna-profil på gerningsmanden.
- Vores teknikere har ikke kunnet finde noget, der har været godt nok, til at vi kunne gå videre med det, fortæller Henning Svendsen.
Politiet foretog kort efter drabet anholdelse af en mand, som ifølge politiet opførte sig mistænkeligt. Manden har afvist at kende noget til drabet, og politiet har ikke fundet grundlag for at mistænke manden, som blev løsladt allerede dagen efter drabet.
/ritzau/