Politiet foretog hemmelige ransagninger i kæmpe hashsag

Skrevet af admin

08/10/2014

Mest læste i dag

Som i en anden kriminalfilm har politiet uden en 37-årig mands viden eller tilstedeværelse foretaget en hemmelig ransagning af mandens lejlighed. Her fandt de 7,5 kilo hash.

Det kom frem under en retssag i Københavns Byret onsdag, hvor syv mænd er tiltalt for at have leveret hash til Christiania - heriblandt den 37-årige.

Det var anklager Stine Winther, som forelagde sagens gang, og imens kunne tilhørere og journalister følge med på en skærm.

Her blev der vist billeder af de tiltalte stående på en gade, håndskrevne regnskaber, store bundter af pengesedler og hash - masser af hash, som blandt andet var blevet fundet under de hemmelige ransagninger.

Et af billederne viste en sportstaske med kugler i alle mulige farver. Det, forklarede Stine Winther, var kugler med hash, der var pakket ind.

I forelæggelsen blev den afdøde HA-rocker Michael Brokside også nævnt. Her påpegede Stine Winther, at rockeren, som oprindeligt også var sigtet i sagen, efter anklagemyndighedens opfattelse var den såkaldte bagmand i hashforetagendet.

- Men det finder vi aldrig ud af, for han er død, siger Stine Winther.

Michael Brokside valgte at tage sit eget liv, mens han opholdt sig i en celle i Politigårdens Fængsel i København.

Rockeren var blevet anholdt i en større aktion, som politiet gennemførte i foråret mod hashmarkedet på Christiania.

Det er denne aktion, som sagen og seks andre sager om hashsalg på Christiania udspringer af.

Aktionen gik under navnet "Nordlys" og er den største aktion, som politiet nogensinde har gennemført mod organiseret kriminalitet på Christiania.

De syv mænd nægter sig skyldige i sagens hovedforhold. En af mændene erkender at have opbevaret godt 200 kilo hash. Men han nægter, at det skulle være sket i samarbejde med andre, som det hævdes i anklageskriftet.

Sagen fortsætter ind i det nye år, hvor der forventes dom i slutningen af januar.

/ritzau/