Politiet gik forgæves på sydsjællandske bordeller

Skrevet af admin

11/03/2015

Dagens topnyheder

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har onsdag foretaget en koordineret aktion mod udvalgte bordeller i politikredsen i samarbejde med Skat og Rigspolitiet.

Kontrollen omfattede 12 bordeller, der lå fordelt over hele politikredsen. Målet med aktionen var at ramme personer, der udøver såkaldt bagmandsvirksomhed i forbindelse med prostitution.

- Ved aktionen blev truffet i alt 21 personer med tilknytning til prostitutionsmiljøet - heraf 12 udenlandske kvinder af thailandsk, polsk og afrikansk oprindelse, siger politikommissær Bent Ludvigsen i en pressemeddelelse.

Ved politiets kontrol blev tre personer anholdt med henblik på nærmere undersøgelse af deres ophold i Danmark.

Det drejer sig om en rumænsk kvinde og to kvinder af thailandsk oprindelse.

Det viste sig imidlertid, at kvinderne opholdt sig lovligt i Danmark, hvorfor de alle er løsladt igen.

- Aktionen er derfor at betragte som en succes, idet der ikke blev truffet personer, der opholdt sig ulovligt i landet eller på de respektive steder imod deres vilje, skriver politiet.

/ritzau/