Politiet gør status efter Bodil

Skrevet af admin

07/12/2013

Dagens topnyheder

København: Der er reelt ikke flere udfordringer, fortæller vagtchefen. Alle afspærringer er ophævet, og vandstanden er tilbage ved normalt niveau.

Københavns Vestegn: Vagtchefen melder om ingen problemer med undtagelse af et par tage, der er blæst af.

Midt- og Vestsjælland: Politiet tager lørdag stilling til, om afspærringer ved havnene kan ophæves. Kredsens største udfordringer findes i Jyllingeområdet, hvor flere hjem er oversvømmet. Ni personer tilbragte natten til lørdag i Jyllingehallen, da deres hjem stod under vand.

Sydsjælland og Lolland Falster: Kredsen har ikke haft de forventede problemer med højvande. Alle afspærringer er ophævet, og sandsække ved Korsør og Skælskør er fjernet.

Bornholm: Infrastrukturen er helt på plads, beretter vagtchefen. De største udfordringer skal findes i væltede træer i private haver. Hurtigfærgen Leonora Christine måtte fredag vende om og sejle tilbage til Ystad, men hun skulle nu være godt på vej til Bornholm.

Fyn: Er efterhånden ved at have lagt stormen bag sig. Der er stadig en del afspærringer, men de ventes ophævet i løbet af lørdagen.

Syd- og Sønderjylland: Enkelte afspærringer hist og pist på grund af løse tagsten.

Sydøstjylland: Alt er er tilbage ved det gamle, lyder det. Alle afspærringer er ophævet.

Midt- og Vestjylland: Højvandet er på retur. Der er stadig enkelte afspærringer

Østjylland: - Vi er blevet forskånet, lyder det. Dog meldes der stadig om høj vandstand i Aarhus Havn og i Randers Havn. Enkelte afspærringer rundt omkring i Aarhus på grund af løse tagsten.

Nordjylland: Vandstanden faldt natten til lørdag. De største problemer findes i området omkring Nibe, hvor vandet oversteg digerne, hvilket førte til oversvømmelser. Men digerne er nu repareret, og vandet er pumpet væk. Så der er efterhånden styr på Nordjylland, fastslår vagtchefen.

/ritzau/