Politiet har nu sendt 60 bøder til brune budes kunder

Skrevet af admin

27/03/2014

Dagens topnyheder

I alt 60 bøder har nu forladt Nordsjællands Politi med retning mod hashkøbere, der har bestilt leverancer over sms hos de såkaldte brune bude.

Det oplyser pressekoordinator ved Nordsjællands Politi, Henrik Suhr.

- Der er sendt 60 bødeforlæg ud for køb af hash, men der kommer flere af dem. Hvor mange ved jeg ikke, for vi efterforsker stadig, men der vil med sikkerhed komme flere, siger han til Ritzau.

Bødernes størrelse varierer, men "vi er oppe i nogle tusinde kroner", fortæller Henrik Suhr. Han understreger, at bødens størrelse afhænger af, hvor meget vedkommende har købt hos buddene.

Hashleverandørerne blev kendt som de brune bude, efter at politiet afslørede en hash-hotline, hvor minimum 15-20 kilo hash er blevet bestilt og leveret fra.

I løbet af politiets fire-fem måneder lange efterforskning blev der foretaget ikke mindre end 10.000 opkald på den beslaglagte salgstelefon.

Det svarer til 76 opkald om dagen - eller fem i timen. Hashbuddene kørte ikke ud med varer for under 100 kroner, men til gengæld kunne varerne leveres direkte på adressen.

"Firmaet" blev kørt i stram snor med åbningstid mellem 10 og 24. Og buddene passede forretningen i treholdsskift.

I februar sendte Nordsjællands Politi en sms til 1185 forskellige telefonnumre i Helsingør og Snekkersten med besked om, at der var bestilt hash fra telefonen.

Og ingen kan vide sig sikre endnu.

- Vi efterforsker stadig, og det er et signal til miljøet om, at vi ikke er færdige. Ingen er home free endnu, siger Henrik Suhr.

Seks mænd sidder varetægtsfængslet i sagen, der kører for lukkede døre.

/ritzau/