Politiet haster ud til skrig og bankelyde

Skrevet af admin

30/04/2014

Dagens topnyheder

Det var med sømmet i bund, at en patruljevogn fra Østjyllands Politi tirsdag aften hastede ud til et lejlighedskompleks i Åbyhøj.

En bekymret nabo havde kort forinden slået alarm, da vedkommende hørte høje kvindeskrig og bankelyde fra en lejlighed, skriver stiften.dk.

Da betjentene nåede frem til adressen, kunne de imidlertid hurtigt konstatere, at den skrigende kvinde hverken var offer for en alvorlig forbrydelse eller i livsfare.

LÆS OGSÅ: Hård sex fik nabo til at alarmere politiet

I stedet kunne betjentene skrive i deres rapport, at kvindens rædselsskrig skyldtes en harmløs edderkops uønskede besøg i lejligheden.

De høje bankelyde, som naboen hørte, var kvindens forsøg på at aflive det lille kræ.

- Anmelderen hørte kvinden skrige og tolkede bankelydene som om, kvinden havde brug for hjælp, siger politikommissær Thomas Hinge, Østjyllands Politi, til stiften.dk.

- Da patruljen nåede frem, lød forklaringen da også, at aflivningen af edderkoppen var foregået under stort postyr, tilføjer han.

Han bifalder dog, at naboen ringede efter politiet, selvom virkeligheden i dette tilfælde overgik anmelderens fantasi.

- Det gør ikke noget. Det er vigtigt at reagere, når man bliver mistænksom. Vi trækker bare på smilebåndet af den her oplevelse, siger han.

/ritzau/