Politiet: Hvem ved noget om jernkæde ved Løgten Station

admin

10 år siden

|

06/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det var formentlig en stor jernkæde fra en lastbil, der lørdag aften viklede sig om hjulene på et tog ved Løgten Station på Grenaabanen, så toget risikerede at blive afsporet.

Men politiet har endnu ikke fundet frem til dem, der anbragte kæden på sporene og skabte den farlige situation, oplyser politikommissær Mogens Brøndum, Østjyllands Politi.

Politiet søger efter vidner, der kan have set en eller flere ukendte gerningsmænd kaste jernkæden ud på sporene.

Da toget kort før midnat kørte over den store kæde, blev den viklet op omkring toghjulene, og Midttrafik måtte standse al togtrafik.

- Det er meget alvorligt det her. Det er ikke bare en lille ting. Hvis toget var røget helt af sporet, kunne det være endt helt galt, sagde vagtchef Jens Rønberg, Østjyllands Politi, lørdag aften.

Politiet mener, at de, der anbragte jernkæden på skinnerne, ikke har kunnet overskue de mulige konsekvenser i form af mulig afsporing og skader på passagererne.

Lørdag aften kom ingen til skade, men det tog halvanden time, før togtrafikken kunne genoptages.

Politiet vil meget gerne høre fra vidner, der har set noget, som kan hjælpe politiet på sporet af gerningsmændene.

Især er politiet interesseret i at høre mere om tre unge mænd, der lørdag aften blev observeret i et skur nær gerningsstedet.

- Et vidne har fortalt om tre unge, der en time før ulykken sad i venteskuret og drak øl. De havde en blå knallert, muligvis en Suzuki. Dem vil vi gerne tale med for at høre, om de har set noget, siger Mogens Brøndum.

Lastbilen, som jernkæden menes at stamme fra, var parkeret i nærheden af gerningsstedet.

Banedanmark og Havarikommissionen har været på stedet for at undersøge forholdene nærmere.

/ritzau/