Politiet i Tadsjikistan barberer 13.000 mænds skæg af

Skrevet af admin

20/01/2016

Mest læste i dag

Sidste år barberede politiet i Tadsjikistan skægget af 13.000 mænd og lukkede flere end 160 butikker, der sælger traditionelle muslimske beklædningsdele.

Det skete som led i det centralasiatiske lands kamp mod, hvad det kalder "fremmede" påvirkninger.

Det fortæller Bahrom Sharifzoda, lederen af politiet i den sydvestlige Khathlon-region, på et pressemøde onsdag.

Skridtet skal ses som et forsøg på at bekæmpe radikalisme i landet, der grænser op til Afghanistan, skriver Al Jazeera og dpa.

Ifølge uofficielle skøn er der flere end 2000 tadsjiker, der kæmper i Syrien.

I sidste uge stemte parlamentet i Tadsjikistan om at forbyde arabisk-klingende "udenlandske" navne samt ægteskaber mellem fætter og kusine.

Lovforslaget ventes at blive godkendt af præsident Emomali Rahmon, der har ledet Tadsjikistan siden 1994.

Ifølge politiet lykkedes det sidste år myndighederne at overbevise flere end 1700 piger og kvinder om at stoppe med at gå med tørklæde.

/ritzau/