Politiet indstiller eftersøgningen af mor og datter

Skrevet af Michael Lauritsen

18/10/2013

Dagens topnyheder

Trods en større eftersøgning med politipatruljer, hundepatruljer og Flyver Taktisk Kommando omkring Agger i Thy torsdag er det fortsat ikke lykkedes at finde de to italienske kvinder - mor og datter - der har været efterlyst siden torsdag.

- Vi indstiller eftersøgningen, for der er ikke nogen spor at gå efter. Hvis vi får nogle interessante oplysninger fra vidner, tager vi den op igen, siger Lars Even, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til bt.dk.

Kvindernes bil blev fundet torsdag. De kørte i en dansk indregistreret VW Polo, som blev lejet i Aarhus 11. oktober. 

Familien i Italien frygter, at de to efterlyste er selvmordstruede. Det fremgår også af en sms, kvinderne har sendt til familien i hjemlandet.

Datteren er 35 år og beskrives som sydeuropæisk udseende, 165-170 centimeter høj, spinkel af bygning. Hun er hvid i huden og har kort brunt hår. Hun taler engelsk og var sidst, hun blev set, iført en beigefarvet jakke og medbragte en lille taske.

Der foreligger på nuværende tidspunkt ingen personbeskrivelse af moren, ud over at hun er 67 år.

Henvendelser kan rettes til Midt og Vestjyllands Politi på telefon 114.