Politiet jagter vanvidsbilist: Kondiløber kastet flere meter op i luften ved voldsom påkørsel

Skrevet af Morten Larsen

09/05/2016

Dagens topnyheder

I disse timer har Nordsjællands Politi travlt med at jagte føreren af mørk bil med en knust forrude.

Den store eftersøgning sker efter, at en 42-årig mand blev påkørt af en vanvidsbilist søndag aften ved ni-tiden, da han var ved at krydse Frederikssundsvej i Veksø.

Her valgte føreren, der formentlig kørte i en koksgrå Seat Altea, at give færdselsloven en grim skråt op-finger ved at drøne over for rødt lys og direkte ind i kondiløberen.

Flere vidner har forklaret politiet, at den 42-årige mand blev kastet flere meter op i luften ved påkørslen, hvilket dog ikke fik den gale bilist til at lette foden fra speederen, da den mørke bil forlod stedet i høj fart og med retning mod Stenløse.

Læs også: Politiet efterlyser flugtbilist: Kørte 6-årig pige ned, mens hun legede

Frederiksborg Amts Avis skriver, at anmelderen forsøgte at sætte efter vanvidsbilisten, der dog slap væk og stadig er på fri fod.

Nordsjællands Politi har sendt en kæde-sms ud med efterlysningen af bilen, der kørte fra stedet med en knust forrude, og ordensmagten har på Facebook skrevet et opslag i håbet om at finde frem til gerningsmanden.

Den 42-årige kondiløber meldes uden for livsfare. 

Man kan kontakte Nordsjællands Politi på telefon 49271498, hvis man har oplysninger i sagen.

Følg Dagens Efterlysninger for flere lignende artikler: