Politiet klar til magtelitens lukkede møde i København

Skrevet af admin

27/05/2014

Dagens topnyheder

København kan delvis komme på den anden ende, når verdens magtelite sætter hinanden stævne i hovedstaden fra torsdag til søndag. Samlet vil omkring 140 inviterede deltagere fra 22 lande dukke op, når Bilderberg-organisationen holder sin årlige konference.

I år er det den 62. af slagsen.

København får blandt andet besøg af Viviane Reding, EU-kommissær for retslige anliggender, Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, samt den svenske udenrigsminister Carl Bildt.

Fra Danmark deltager blandt andet formand for Lundbeckfonden Jørgen Huno Rasmussen, Carlsbergs bestyrelsesformand, Flemming Besenbacher, og formanden for Haldor Topsøe A/S, Henrik Topsøe.

På deltagerlisten er der foreløbig ingen fra den danske regering eller opposition.

Politiinspektør Mogens Lauridsen fra Københavns Politi siger, at der er tale om en større opgave for politiet:

- Men vi forsøger at undgå, at arrangementet påvirker afviklingen af trafikken, siger Mogens Lauridsen til Ritzau.

Mødet vil blive holdt på Marriott Hotel på Kalvebod Brygge, der er en af de store indfaldsveje til Københavns centrum.

Planen er, at trafikken ikke skal generes af, at det kommer til at myldre med fremtrædende ministre, forretningsfolk, virksomhedsejere, førende forskere og professorer. Folk med indflydelse fra USA, Europa og Kina, der eksempelvis skal diskutere verdensøkonomi og Kinas fremtid.

Allerede nu er der - som vanligt - varslet demonstrationer i forbindelse med konferencen. Men Mogens Lauridsen siger, at man også her er på forkant:

- Vi har en god dialog med dem, der har anmeldt demonstrationer, siger politiinspektøren.

Bilderberg-møderne er omgærdet med stor mystik. Dagordenen er i overskrifter, og man afslutter ikke med et dokument eller en udtalelse på trods af deltagerne omfatter en lang række personer fra verdens magtelite.

Hemmelighedskræmmeriet har skabt mange konspirationsteorier, og i tidens løb er der dukket flere spekulationer op.

At det var Bilderberg, der i 1992 fik Bill Clinton valgt som præsident i USA, at Bilderberg bestemmer oliepriserne, og at Bilderberg fik Herman Van Rompuy valgt som EU's præsident blot få dage efter en Bilderberg-konference.

/ritzau/