Politiet kræver polak fængslet for indbrud og vold

Skrevet af admin

02/04/2014

Dagens topnyheder

En 25-årig polsk mand er ved et grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for frihedsberøvelse og grov vold mod en 28-årig mand.

Offeret sad tirsdag aften i sin stuelejlighed i Ringe på Midtfyn, da den polske mand pludselig stod i stuen og truede ham med en saks og en stor slagtekniv.

Gennem de næste fem timer gennemlevede den 28-årig mand et mareridt, hvor han blev udsat for trusler og stukket flere gange.

- Der er mest tale om afværgelæsioner og overfladiske stik. Han er ikke kommet alvorligt fysisk til skade, siger specialanklager Klaus Holten Kristensen fra Fyns Politi til Ritzau.

Han forsøgte også at trænge ind i lejligheden på første sal, men det lykkedes ikke, og klokken 3.23 onsdag morgen blev han anholdt.

Læger på psykiatrisk afdeling på Odense Universitetshospital vurderede, at polakken er så syg, at han ikke var egnet til fysisk at blive fremstillet i retten. Derfor blev han fremstillet uden selv at være til stede.

Den 25-årige er sigtet for ulovlig indtrængen, grov vold, trusler og frihedsberøvelse. Dommeren besluttede, at han skal varetægtsfængsles i fire uger i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling.

Polakken og hans offer kender ikke hinanden, og politiet kender ikke motivet til overfaldet.

- Han er tydeligt sindsforvirret, og motivet fortaber sig noget i tågerne, siger Klaus Holten Kristensen.

Mandens forsvarer valgte at tænke over, om fængslingen skal kæres til landsretten.

/ritzau/