Politiet leder med hunde og helikopter efter Vagn

Skrevet af admin

15/08/2014

Dagens topnyheder

Sydøstjyllands Politi efterlyser den 64-årige Vagn Østerlund Mortensen, der torsdag forlod et plejecenter i Thyregod. Politiet har med hjælp fra hunde og en helikopter fredag forgæves ledt efter manden.

Han forsvandt omkring klokken 10 fra Plejecenteret Viben i Thyregod, og politiet har nu offentliggjort et billede af den forsvundne mand.

Vagn Østerlund Mortensen beskrives som 170 centimer høj, almindelig til kraftig af bygning, brunligt hår og gråt skæg.

Han var iført en blå trøje og sorte joggingbukser, da han forsvandt.

- Han er dårligt gående, let foroverbøjet, og på grund af sygdom frygtes det, at han ikke selv kan finde hjem, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Særligt borgerne i nærområdet opfordres til at gennemgå udhuse, stalde og andre steder hvor efterlyste eventuelt kan have taget ophold.

Der har siden torsdag været en omfattende eftersøgning med politi og Hjemmeværn, ligesom der har været assistance af en helikopter.

Eftersøgningen har endnu ikke givet resultat, men eftersøgningen fortsætter.

/ritzau/