Politiet leder stadig efter vidner til dødsfald i Greve

Skrevet af admin

23/12/2015

Dagens topnyheder

Et slagsmål i Greve mandag eftermiddag har ført til, at en 42-årig mand mistede livet på grund af en blødning i hjernen.

Onsdag er den mand, der menes at have slået den 42-årige ned, blevet varetægtsfængslet, oplyser politiet.

I forbindelse med slagsmålet blev den 42-årige slået, hvorefter han faldt omkuld, slog hovedet og fik en blødning i hjernen.

Tidligere onsdag efterlyste politiet vidner i sagen, og efterforskningen har ført til anholdelse af en 48-årig, der mistænkes for at have slået den nu afdøde.

Den anholdte sigtes dog ikke for særlig farlig vold - men kun efter den almindelige voldsparagraf.

Et grundlovsforhør i Retten i Roskilde er onsdag eftermiddag endt med, at den anholdte er blevet varetægtsfængslet frem til 16. januar. Han har ikke kæret kendelsen til landsretten, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Det var kig på videoovervågning, samtaler med vidner og andre former for efterforskning, som førte politiet til den 48-årige.

Den 42-årige blev fundet liggende bevidstløs mandag klokken 17.36 ved Greve Midtby Center 14B.

Da ambulance og politi ankom til stedet, blev han skønnet kraftigt påvirket af spiritus.

Derudover blev det konstateret, at han havde "nogle få skader, herunder en mindre skade i baghovedet", har politiet tidligere meddelt.

Den bevidstløse mand blev i første omgang kørt til Køge Sygehus, men måtte efterfølgende overføres til Rigshospitalet.

Her blev han lagt i respirator på grund af en kraftig blødning i hjernen. Tirsdag aften døde han på hospitalet. Han nåede ikke at komme til bevidsthed.

Mandens pårørende er underrettet.

/ritzau/