Politiet: Offer for knivstik er fortsat på operationsbordet

Skrevet af admin

01/02/2016

Mest læste i dag

En 17-årig dreng er fortsat i fare for at dø, efter at han natten til mandag var offer for et knivstikkeri i landsbyen Herlufmagle mellem Ringsted og Næstved.

En 24-årig mand fra Næstvedegnen, som politiet mener førte kniven, er sigtet for drabsforsøg.

Han blev under et grundlovsforhør ved Retten i Næstved mandag varetægtsfængslet til 25. februar, oplyser politiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.

Tidligere mandag lå det unge knivoffer på operationsbordet.

Politiinspektør Søren Ravn-Nielsen fortæller, at drabsforsøget fandt sted i et privat hjem på adressen Buen i den lille landsby Herlufmagle, der ligger mellem Næstved og Ringsted.

Om de nærmere omstændigheder ved knivstikkeriet siger politiinspektøren:

- Dem kender vi faktisk ikke endnu. Vi er i gang med afhøringer og tekniske undersøgelser på stedet.

Dog kan han oplyse, at begge mænd opholdt sig i boligen, da anmeldelsen om knivstikkeriet indløb klokken 02.22 natten til mandag,

Den nu fængslede 24-årige mand nægter sig skyldig i sigtelsen for drabsforsøg.

/ritzau/