Politiet søger vidner til voldtægt i Marielyst

Skrevet af admin

12/07/2014

Dagens topnyheder

Det, der skulle have været en sjov aften i byen, endte med en traumatiserende oplevelse for en 20-årig kvinde, da hun natten til lørdag blev voldtaget i Marielyst på Falster.

- Hun er til fest, men bliver dårlig og går om bagved en café, hvor hun kaster op. Her bliver hun antastet af gerningsmanden, der løfter hende op, bærer hende hen til et hegn og forbryder sig mod hende, siger vagtchef Søren Nielsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til Ritzau.

Det var en ven af offeret, som klokken 3.54 alarmerede politiet om voldtægten, der skete bag Café Klein på Marielyst Strandvej.

Knap en time senere - ikke langt fra gerningsstedet - lykkedes det betjente at anholde den formodede gerningsmand, der er 28 år og kommer fra København.

- Han gør højlydt opmærksom på sig selv, og der er nogle, som ringer efter os, siger vagtchefen.

Alligevel opfordrer politiet personer med oplysninger i sagen til at henvende sig.

- Vi skal have sagen underbygget så godt som muligt og vil derfor gerne have eventuelle vidner til at fortælle, hvem de har set på stedet, siger Søren Nielsen.

Området er ifølge vagtchefen overrendt af feriegæster i øjeblikket, og politiet tror derfor, at flere personer kan have set voldtægten.

- Vi ved blandt andet med sikkerhed, at der er to piger, som kommer forbi. Offeret skriger på hjælp, men pigerne misforstår åbenbart situationen og går videre i stedet for at komme hende til undsætning, siger Søren Nielsen.

Politiet arbejder i øjeblikket på at få den 28-årige mand fremstillet i grundlovsforhør.

Både offer og gerningsmand skal i øvrigt til lægelige undersøgelser i København.

Vidner kan kontakte politiet på telefonnummer 114.

/ritzau/