Et flertal på Christiansborg er parat til at regulere antallet af sæler i de danske farvande, skriver Politiken søndag.
Det skal ske for at hjælpe den danske fiskeindustri, der i flere måneder har klaget over, at sælerne æder sig ind på de danske fiskeres levebrød.
Ordførere fra Venstre, Socialdemokraterne og Radikale Venstre mener, at der bør være en form for begrænsning af dyrene, der de seneste år har oplevet eksplosiv fremgang både i Østersøen og i Nordsøen.
Gråsæler og spættede sæler er storspisere af fisk som torsk. Desuden bider de fiskenet i stykker, fordi de bruger dem som tagselvbord.
- Vi skal have en bestand på et bæredygtigt niveau, så der både er plads til sæler og fiskere, siger Venstres fiskeriordfører, Thomas Danielsen, til Politiken.
Ligesom sine kolleger i Radikale Venstre og hos Socialdemokraterne erkender han, at det er et ømtåleligt område, fordi sæler har en særlig status i naturbeskyttelse.
- Vi mennesker tager nok nogle gange og putter hovedet under armen, fordi sæler er så nuttede. Men det er lidt ligesom mariehøns – de er søde lige til det punkt, hvor der er for mange, og de bider, siger Lone Loklindt (R), der også er formand for Miljøudvalget.
- Vi skal være mere realistiske og se på, hvad der er bedst for alle, både mennesker og natur. Naturen tager ikke skade af, at man bruger dens frugter, siger hun.
Samme holdning har Socialdemokraternes fiskeriordfører, Bjarne Laustsen.
Miljøminister Ida Auken (SF) er forsigtigt positiv, men advarer om, at det kan blive svært at komme igennem med tiltag over for andre knap så fiskerivenlige lande.
- Jeg anerkender, at fiskerne nogle steder langs kysterne har problemer med, at sælerne går i deres net. Det er ikke sjovt at skulle hive en ødelagt fangst op i båden. Men både gråsæl og spættet sæl er internationalt beskyttet, og jeg kan ikke bare give tilladelse til at jage dem, siger hun til Politiken.
/ritzau/