PORTRÆT: Löfven fik kun 62 dage som statsminister

Skrevet af admin

03/12/2014

Dagens topnyheder

Socialdemokraten Stefan Löfven kan gå over i svensk historie som en af dem, der sad kortest tid på posten som statsminister. Blot 62 dage efter han kom til magten 3. oktober, tabte han et afgørende slag om den svenske finanslov.

Og onsdag udskrev Stefan Löfven valg til afholdelse 22. marts, efter at regeringens finanslov er blevet stemt ned.

Det er det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna, der udløste balladen ved at nægte at stemme for regeringsblokkens finanslovforslag.

Stefan Löfven var udset til at være det friske pust i svensk politik. I sin korte tid som statsminister blev det dog ikke til mange resultater, men han opnåede både at få ros og ris fra den amerikanske præsident, Barack Obama.

Trods den svenske regerings nylige beslutning om at anerkende Palæstina som stat, hvilket opfattes som yderst kontroversielt i USA, ringede præsident Obama og roste Sverige i en lang samtale.

- Jeg har talt i 20 minutter i telefon med Barack Obama, og det skyldes ikke mindst Sveriges store indsats i kampen mod ebola, fortalte en stolt Löfven, kort efter han var tiltrådt.

Ved valget i september blev Stefan Löfven for første gang valgt ind i Riksdagen.

Det stod ellers ikke skrevet noget sted, at Löfven skulle ende i Riksdagen.

Som spædbarn kom han på børnehjem, da hans mor ikke kunne passe begge sine børn. Faderen mødte han aldrig, og han voksede senere op hos en skovarbejder og en sosu-assistent i Sollefteå. Stefan mødte først sin mor som 22-årig.

Den 57-årige svejser afløste statsminister Fredrik Reinfeldt fra Moderaterna ved valget, selvom Löfven kun har været partileder i godt to år.

I januar 2012 afløste han Håkon Juholt, som gik af efter knap et år efter kritik af uregelmæssigheder, da han afregnede bilag for at få penge fra Riksdagen for sin lejlighed.

Stefan Löfven savner parlamentarisk erfaring. Han var fra 2006 til 2012 formand for Sveriges magtfulde fagforbund IF Metall. Det er første gang i 124 år, at Socialdemokraterna ledes af en forbundsformand.

Som 13-årig meldte Stefan Löfven sig ind i partiet og kom i 2005 i forretningsudvalget.

Stefan Löfven arbejdede fra 1979 til 1995 som svejser hos våbenfabrikanten Hägglund & Söner, der byggede kampvogne i industribyen Örnsköldsvik i det nordlige Sverige.

Han er fan af rockstjernerne Bruce Springsteen og Ulf Lundell og støtter ishockeyklubben MoDo og fodboldklubben Tottenham Hotspurs.

Fagligt har han samarbejdet tæt med arbejdsgiverne, da Ford overtog nationalklenodiet Volvo, og GM købte Saab. Stefan Löfven pressede på, så Saab kunne sælge sine Gripen jagerfly til Sydafrika.

Stefan Löfven har gjort sine hoser så grønne på de bonede gulve, at rigmanden Jacob Wallenberg sidste år tog ham med til det hemmelige og prestigefyldte Bilderberg-møde med internationale toppolitikere og forretningsfolk.

/ritzau/