PORTRÆT: Wozniackis drøm lever endnu

Skrevet af admin

08/09/2014

Mest læste i dag

Vi skal 12 år tilbage for at begynde denne fortælling om Caroline Wozniacki.

- Jeg elsker at spille tennis. Det er smadder sjovt. Jeg tror slet ikke, at jeg nogensinde kan stoppe. Jeg vil være nummer ét i verden og vinde alle grand slam-turneringerne, sagde den talentfulde tennisspiller.

Allerede dengang blev den unge piges ord efterfulgt af det smil, hun sidenhen er blevet kendt for. I dag virker citatet fra 24-årige Wozniacki - igen - som noget af det mest logiske, hun kunne have sagt.

Verdensetter har hun jo været, og med finalepladsen ved grand slam-turneringen US Open er hun stemplet ind i verdenstoppen igen. Hun var af mange ellers dømt ude og færdig.

De seneste to år har nemlig været hårde ved Wozniacki. Sportsligt er det gået ned ad bakke. Hun har været nede at vende som nummer 18 i verden, det er ikke blevet til så mange turneringssejre, og hun har forgæves flere gange forsøgt at skifte sin far, Piotr, ud som træner.

Foruden den sportslige nedtur var det en stor nyhed - både nationalt og internationalt - da den nordirske golfstjerne Rory McIlroy tidligere i år brød forlovelsen med Wozniacki få dage efter, at bryllupsinvitationerne var blevet sendt ud.

Men Wozniacki har været flyvende ved US Open i år og måske spillet sit bedste tennis nogensinde. Bedre end da hun toppede verdensranglisten.

Wozniacki tabte godt nok klart til verdensetteren Serena Williams i finalen, men den fantastiske 1/8-finalekamp og sejr over den russiske stjerne Maria Sharapova beviser, at danskeren er tilbage i storform.

Man kan ikke sige, at Wozniacki er den mest talentfulde spiller i verden eller den mest spektakulære for den sags skyld, men hun er verdens bedste på andre måder. Hun er ekstremt målrettet, viljestærk og træner som ingen anden. Det har bragt hende til tops.

Målsætningerne havde hun på plads som syvårig, hvor hun vidste, at hun ville være professionel tennisspiller. Først skulle hun slå sine forældre, så sin storebror, så sigtede hun efter at blive nummer et i Danmark, og det sidste mål var at erobre verden.

- Jeg vil lykkes, som Wozniacki i en alder af 15 år formulerede det.

Derfor trænede hun allerede som 13-årig 30 timer om ugen. Ikke på grund af pres fra farmand Piotr, men fordi hun selv ville det. Wozniacki ville være den bedste, og hun vidste, det krævede mange timer på træningsbanen.

I et interview med Politiken sagde Wozniacki som 11-årig følgende om de mange træningstimer:

- Jeg synes godt om at bruge så meget tid på tennis. Jeg vil hellere spille tennis end at være sammen med veninderne hele tiden. Men jeg vil også gerne være sammen med veninderne.

- Hvis det var tennis hele tiden, ville jeg blive træt af det. Derfor laver jeg en plan. Efter skole træner jeg, og så er der tid til at lege med veninderne bagefter, men de dage, jeg er i Farum, er der ikke tid til dem. Men det er fint nok.

Det var dengang, familien boede i Køge. Senere flyttede hele familien til Farum, fordi det ville gavne Wozniackis tenniskarriere mest at være permanent i den idrætsglade kommune, som dyrkede elitemiljøet.

Hun virker bestemt ikke træt af tennis i dag, og det med veninderne gør hun - siger hun selv - meget ud af at dyrke, så meget hun kan.

Det virker også, som om Wozniacki på kvindernes WTA Tour har en del veninder blandt konkurrenterne. Serena Williams er en af dem.

De har holdt ferie sammen i år, og amerikaneren var efter eget udsagn allerede ved at planlægge Wozniackis polterabend, inden McIlroy og Wozniackis forhold sluttede.

Wozniacki og Serena Williams var endda i byen sammen efter US Open-finalen for ligesom at understrege venskabet.

De næste målsætninger er som sådan allerede på plads. Wozniacki mangler fortsat at vinde en grand slam-turnering, men drømmen lever igen.

/ritzau/