Portugal og Ronaldo tanker selvtillid med storsejr

Skrevet af admin

11/06/2014

Dagens topnyheder

Med stjernen Cristiano Ronaldo tilbage på banen og med en sejr på 5-1 over Irland i den afsluttende opvarmningskamp er Portugal nu klar til at tage fat på VM-kampene i Brasilien.

Småskader i lår og knæ har plaget Ronaldo de seneste måneder, og Real Madrid-spilleren er blevet sparet i Portugals to forrige venskabskampe. Hans seneste kamp var Champions League-finalen i slutningen af maj.

Men tirsdag fik han de første 65 minutter på banen mod Irland, og et oplæg til et mål var bare en af flere gode aktioner. Ronaldo havde også et skud på stolpen og imponerede flere gange det amerikanske publikum.

Kampen, der blev spillet foran 46.000 tilskuere i East Rutherford i New Jersey, var en ensidig forestilling. Portugal førte 3-0 ved pausen på to mål af Almeida samt et selvmål af Irland. Vierinha og Coentrao kom på måltavlen i anden halvleg.

Forsvarsspilleren Pepe og midtbanemanden Raul Meireles fik også spilletid. Begge har som Ronaldo bakset med mindre skader.

Portugal er ved VM i gruppe med Tyskland, Ghana og USA.

/ritzau/Reuters