Portugal-træner erkender meget vanskelig situation

Skrevet af admin

23/06/2014

Mest læste i dag

Meget vanskelig.

Sådan betegner Portugals landstræner, Paulo Bento, sit holds situation efter 2-2-opgøret mod USA.

Resultatet - der blev sikret via en portugisisk udligning i overtiden - efterlader Portugal med et enkelt point i gruppe G.

Dermed kræver det en sejr i den sidste gruppekamp mod Ghana, mens opgøret mellem Tyskland og USA, som begge har fire point, ikke må ende uafgjort.

Men selv i den situation vil Portugal være afhængig af holdets målscore, som ikke er for god oven på 0-4-nederlaget til Tyskland i første kamp.

- Uafgjort var nok et retfærdigt resultat, selvom det efterlader os i en meget vanskelig situation, erkender landstræner Bento ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I store dele af kampen blev Portugal presset i bund af et velspillende og stærkt kæmpende amerikansk hold.

- Alle spillerne er en smule kede af det nu, og dette er ikke tidspunktet at kritisere enkelte spillere. Kritiser mig som træner, hvis du vil. Vi havde muligheden for at få et godt resultat i dag, men det skete ikke, og nu må vi videre og forsøge at slå Ghana, lyder det fra Bento.

Han ønsker ikke at spekulere i, om USA vil satse alt på en sejr mod Tyskland, når et uafgjort resultat vil sende begge hold videre til 1/8-finalerne.

- I hele min karriere som spiller og træner har jeg aldrig mistænkt andre for at gå efter uafgjort.

- Vores mission er at slå Ghana, og selvom vores chancer for at gå videre er små, vil vi udvise professionalisme indtil allersidste minut, siger Bento.

/ritzau/