Portugisere hænger fast i bunden i Koldings CL-pulje

Skrevet af admin

21/11/2013

Dagens topnyheder

Hvis der nogensinde har været tvivl, om KIF Kolding København går videre fra sin gruppe i håndboldherrernes Champions League, bør der ikke være det længere.

Efter polske Wisla Plocks 28-22-sejr over FC Porto fra Portugal torsdag aften har KIF Kolding København seks point ned til portugiserne, der ligger næstsidst og kun har fire kampe tilbage til at indhente det forsømte.

Alt tyder på, at FC Porto sammen med franske Dunkerque forbliver på de to nederste pladser og dermed ikke skal spille med i Champions Leagues knockout-kampe i foråret.

Foran knap 5000 tilskuere hjemme i Orlen Arena i Plock i det centrale Polen havde Wisla ikke voldsomt besvær med at tage de forventede to point.

Der stod 12-10 ved pausen, og i anden halvleg skruede Wisla Plock tempoet i vejret, og så kunne portugiserne ikke følge med.

I lørdags vandt polakkerne det omvendte opgør i Porto med fire mål, og ligesom ved den lejlighed blev den tidligere Tvis Holstebro-spiller Petar Nenadic bedste skytte.

Han stod for syv træffere torsdag aften, mens veteranen Marcin Lijewski scorede seks.

KIF Kolding skal i aktion på søndag, hvor de danske vicemestre møder gruppens andet polske hold, Kielce, på udebane.

De to hold har begge otte point som nummer to og tre. THW Kiel fører med 10 point.

/ritzau/