Postcenter i Vamdrup flytter til Kolding

Skrevet af Elo Christoffersen

14/12/2012

Dagens topnyheder

Postcentret på Pantonevej i Vamdrup nedlægges og aktiviteterne flyttes til bygningerne ved Kolding Postkontor ved banegården i Kolding, skriver Vamdrup Netavis.

Flytningen betyder, at cirka 20 postbude, som dækker Vamdrup/Lunderskov-området, skal flytte arbejdssted og fremover møde og slutte i Kolding i stedet for som nu i Vamdrup.

- Vi flytter først pakkeafdelingen fra Vamdrup, og det sker fra 4. marts 2013, og det betyder, at alle pakker fremover til byområderne i Vamdrup og Lunderskov vil blive kørt ud fra Kolding, fortæller distributionschef i Post Danmark, Bjarne Schultz, Kolding, til Vamdrup Netavis.

Brevafdelingen i Vamdrup flytter først 1. juli næste år. Og når det er sket slukker og lukker Post Danmark sine aktiviteter i Vamdrup. Tilbage vil der kun være postkasserne og postbutikken i Superbrugsen.

Om grunden til flytningen fortæller Bjarne Schultz,  at det skyldes et fortsat voldsomt fald i brevforsendelserne. Folk bruger i stigende grad internettet i stedet til at sende breve.

- Faldet i brevforsendelserne betyder, at vi ikke mere behøver så meget plads, og den plads, som kræves, er nu til rådighed i Kolding. Og da det handler om at få omkostningsniveauet ned, kan vi spare udgifterne til bygningen i Vamdrup, siger Bjarne Schultz.

Post Danmark har haft til huse i centret på Pantonevej i Bønstrup Industripark i Vamdrup de seneste fire til fem år. Hertil flyttede centret fra postbygningen på Banegårdspladsen i Vamdrup, fordi der ikke var plads nok.