Præsidentkontor: Amerikansk general undskylder angreb

admin

|

03/10/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det var ikke en undskyldning, der kom fra chefen for de amerikanskledede styrker i Afghanistan efter et luftangreb mod Læger uden Grænsers hospital i Kunduz, hvor mindst 19 mennesker blev dræbt.

Oprindeligt havde det afghanske præsidentkontor ifølge Reuters oplyst, at general John Campbell havde undskyldt over for den afghanske præsident, Ashraf Ghani.

Men få timer senere rettede præsidentkontoret oplysningen og sagde, at generalen havde kondoleret.

En talskvinde for den internationale koalition kunne ikke umiddelbart bekræfte, at general Campbell har talt med Ghani, men siger til Reuters, at hun vil undersøge sagen.

Talsmanden for Natos mission i Afghanistan har oplyst, at USA's kampfly havde været aktive på det tidspunkt.

- Amerikanske styrker gennemførte et luftangreb nær faciliteten (hospitalet, red.) klokken 2.15 lokal tid 3. oktober mod personer, der truede styrken, siger talsmanden, Sernando Estreooa.

- Hospitalet kan være ødelagt på grund af angrebet. Hændelsen efterforskes, tilføjede Nato-talsmanden.

Læger uden Grænser mener selv, at det er sandsynligt, at de amerikanskledede styrker står bag bombningen af hospitalet i Kunduz.

Blandt de 19 dræbte er der 12 hjælpearbejdere og tre børn, skriver organisationen på Twitter. Knap 40 mennesker er alvorligt såret, og flere personer er fortsat savnet.

/ritzau/Reuters