Premierminister havde familie om bord på nedstyrtet fly

Skrevet af admin

19/07/2014

Dagens topnyheder

Den malaysiske premierminister, Najib Razak, er særligt berørt af torsdagens flykatastrofe i Ukraine.

Premierministerens stedbedstemor var en af de 298 personer, som mistede livet, da flyet efter alt at dømme blev skudt ned i 10 kilometers højde. Malaysias forsvarsminister bekræfter, at 83-årige Sri Siti Amirah var "om bord på flyet".

- Vær venlig at bede en bøn for hende, skriver forsvarsministeren Hishammuddin Hussein på sin Twitter-profil sammen med et billede af den ældre kvinde, som er iført et muslimsk tørklæde.

Sri Siti Amirah var ifølge avisen The Star på vej til Indonesien, hvor hun skulle deltage i den islamiske eidfest, der markerer afslutningen på muslimernes hellige måned ramadanen.

Passagerflyet MH17, der fløj fra Amsterdam til Kuala Lumpur, styrtede ned i kornmarker i det østlige Ukraine, og ifølge USA blev det skudt ned af et jord-til-luft-missil.

Prorussiske separatister mistænkes for at stå bag angrebet. FN's Sikkerhedsråd har krævet en tilbundsgående undersøgelse af flykatastrofen.

/ritzau/AFP