Pressede Manchester-klubber før derbyduel

Skrevet af admin

02/11/2014

Mest læste i dag

Manchester City er uden sejr i tre kampe i træk på tværs af alle turneringer, manager Manuel Pellegrini er under pres, og han beskyldes endda for at være for nem at regne ud rent taktisk.

Manchester United er efter en sløj sæsonindledning ved at levere mere konstante resultater, men manager Louis van Gaal, som kom til i sommer, mangler endnu at overbevise omverdenen om, at han kan få United på ret kurs efter sidste sæsons elendigheder.

Der er lagt op til et spændende søndagsderby i Premier League mellem de to Manchester-klubber, som de seneste fire sæsoner har vundet to engelske mesterskaber hver.

Mens Louis van Gaal lige er kommet til og er ved at bygge United op med en række nye spillere, så er City regerende mestre, og derfor er presset inden opgøret måske størst på Pellegrini.

Hidtil er det kun blevet til to point i tre Champions League-kampe, City er lige sendt ud af Liga Cuppen, og i Premier League er der seks point op til Chelseas førerhold. Så trods en tredjeplads er historierne om Pellegrinis job allerede ved at florere i de britiske medier.

Selv blandt kollegerne ser Pellegrini ud til at være under pres. Inden 1-2-nederlaget til West Ham i den seneste Premier League-runde udtale London-klubbens manager, Sam Allardyce, følgende til The Telegraph:

- Der er to slags trænere. Der er trænere som jeg selv, som kigger på modstanderen og beder sit hold justere i forhold til modstanderen.

- Så er der Manuel Pellegrini, som ligner en, der ikke vil justere noget, end ikke i Champions League. Han ser ud til at holde sig til det, han har. På den måde er City nem at læse.

Pellegrini, som i sidste sæson både vandt Premier League og Liga Cuppen med City, har i ugens løb selv indrømmet, at der er spillemæssig krise hos mesterholdet. Presset på ham er åbenlyst.

City-keeper Joe Hart forstår sin managers bekymring.

- Det er ikke ligefrem os alle, som topper lige i øjeblikket. Men vi har bare brug for, at et par spillere, inklusiv jeg selv, stepper op, siger den engelske landsholdsmålmand til Sky Sports.

- Dette er bare en af de svære perioder, som vi har prøvet så mange gange før. I sidste sæson havde vi færre point og lå dårligere til i tabellen på samme tidspunkt som nu, men vi endte med at vinde mesterskabet, minder Hart om.

City har fordel af hjemmebanen på søndag. United har endnu ikke vundet på udebane i sæsonen, og klubbens ottendeplads inden 10. spillerunde er ikke imponerende. Men med en sejr kan United mindste afstanden til City til kun et enkelt point.

Kampstart er klokken 14.30.

/ritzau/