Presset stiger på Wonderful Copenhagen i budgetrod

Skrevet af admin

08/10/2014

Dagens topnyheder

Mens DR ingen andel vil have af budgetoverskridelsen i forbindelse med Eurovision, så er Wonderful Copenhagen gået i flyverskjul. DR's generaldirektør Maria Rørby Rønn afviser at have overskredet sit budget og sender aben videre.

DR valgte tirsdag at offentliggøre omdiskuterede dokumenter om kontrakter fra Eurovision-arrangementet i maj. Og kulturminister Marianne Jelved (R) mener, at Wonderful Copenhagen bør gøre det samme.

- Der er to parter i denne sag. Derfor sender jeg en stærk appel til Wonderful Copenhagen om, at de også lægger deres dokumenter frem, når nu DR har gjort det, siger kulturministeren til TV-Avisen.

Men Wonderful Copenhagen oplyser i en mail til Ritzau, at man ikke har yderligere kommentarer.

I et notat fra Folketingets statsrevisorer fremgår det, at udgifterne til forårets Eurovision løb op i 334 millioner kroner brutto - hvilket betyder, at det er før, eksempelvis indtægterne fra showet på Refshaleøen i maj er blevet modregnet.

DR har haft udgifter for 197 millioner kroner for arrangementet i maj, mens Wonderful Copenhagens projektselskab har haft udgifter for 137 millioner kroner mod et oprindeligt budget på 34,6 millioner kroner.

Dansk Folkepartis regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden Kenneth Kristensen Berth er chokeret over budgetoverskridelsens størrelse.

- Det er jo et fuldstændig eksorbitant beløb, det show har kostet. Det er jo helt vildt. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvad man ellers kan få for de penge, siger han til Metroxpress.

Københavns overborgmester Frank Jensen (S) siger, at selve showet var en stor succes, men at økonomien kørte af sporet. Han mener, det er helt naturligt, at Rigsrevisionen nu undersøger budgetoverskridelserne.

- I Københavns Kommune ser vi nu på mulighederne for at styrke vores generelle regler for tilskud til større begivenheder. Vi vil stille mere præcise krav og få bedre styring af større og risikofyldte projekter, som vi giver tilskud til, skriver Frank Jensen i en mail.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) er på ferie i USA og har derfor ingen kommentarer til de nye tal.

/ritzau/