Private vagtværn stækker pirateri i Somalia

Skrevet af admin

26/11/2013

Dagens topnyheder

De seneste fem måneder er det ikke lykkedes pirater at kapre et eneste skib i farvandet ud for Somalias kyst, og det seneste år har der blot været to kapringer.

Til sammenligning havde piraterne i 2010 held med at overtage 47 skibe, viser tal fra International Maritime Bureau.

Forklaringen på piraternes dalende succes skal ifølge flere forskere findes i rederiernes øgede brug af bevæbnede vagter, skriver Information.

- Der er stadig mange piratangreb, siger Stig Jarle Hansen, professor ved Universitet for miljø- og biovidenskab i Norge, til Information.

- Men til forskel fra tidligere er der i dag mange angreb, som ikke lykkes, og det kan i høj grad tilskrives de private vagtfirmaer, tilføjer han.

Jantin Dua, som er ph.d. i antropologi ved Duke University i USA, har forsket i det somaliske pirateri og i dets historie, og han bakker op.

- Pirateriet er i tilbagegang. Det er blevet meget vanskeligere for piraterne at angribe på grund af private vagter, siger han til Information.

I modsætning til de somaliske pirater, der er voldsomt stækket, er situationen anderledes ud for de vestafrikanske stater som Nigeria, Benin og Togo, hvor rederierne melder om en stigende piratplage.

/ritzau/